Eksamenssæt

Term
1 / 11
Hvilke herpes virus kan give genital herpes?
Click the card to flip 👆
Terms in this set (11)
Herpes virus er omgivet af en lipidmembran, der er en modificeret udgave af værtscellens membran. Membranen indeholder virale glykoproteiner som binder til receptorer på værstcellens membran, hvorved der stimuleres fusion mellem værtscellens cellemembran og den virale membran. Herpes virussen indeholder derudover tegument mellem lipidmembranen og dens icosahedrale capsid, hvori der findes virale proteiner og transkriptionsfaktorer. Disse virale proteiner er medvirkende til initieringen af ekspressionen af immediate early gener, som er gener der koder for regulatoriske proteiner som transkriptionsfaktorer. Transkriptionsfaktorerne fra immediate early gener fører til ekspressionen af delayed early gener som koder for de nødvendige enzymer og proteiner som virussen skal benytte til replikation af dens enkelte lineære dobbeltstrengede DNA. Enzymerne er fx DNA-polymerase, helicase og thymin-kinase. Efter dette sker der en ekspression af late gener, som koder for strukturelle proteiner som fx capsidproteiner. Efter virussen er udskilt i værtscellen efter fusion af deres membraner, åbnes capsidet. Tegumentet indeholder derudover RNAse, som til start nedbryder værtscellens egne mRNAmolekyler, så værtscellens transkription slukkes. Dette sker før viral mRNA produktion. I nucleus sker der en replikation af virussens genom og dannelse af capsidproteiner og glykoproteiner. Glykoproteinerne transporteres ved hjælp af Golgi apparatet til værtscellens cellemembran, hvor de inkorporeres i denne. Glykoproteinerne kan medføre fusion af omkringliggende celler, så der dannes gigantiske multinukleære celler. Efter dannelse af virussens proteiner og replikation af dens genom, sker der en assempbly af genomet og capsidproteinet, hvorefter det transporteres til den modificerede cellemembran, hvor den udskilles ved "budding". Da virussen slukker for værstcellens egen transkribering og proteinsyntese, vil herpes' livscyklus medføre værtscelledød.
Aktiveret af cytotoksiske t-celler, her vil alle kerneholdige celler fremvise på deres MCH-I at virussen har inficeret dem.

Aktivering af T-hjælpe celler af APC som vil fremvise virussen på deres MHC-II.

Aktivering af B-celler til plasmaceller med Antistoffer og Opsonisering af virussen og dermed fagocytose af virussen.
Acyclovir er et guanin analog, og vil i sidste ende fungere som et "snyde" guanin i herpes DNA og dermed ødelægge DNAet. Det der sker er at når acyclovir kommer ind i en inficeret celle, vil forskellige kinaser begynde at fosforylere acyclovir, så vi får noget acyclo-Guanin mono-fosfat (acyclo-GMP). Fosforyleringen sker især ved herpes virussets eget thymidin-kinase. Dette vil aktivt og hurtigt fosforylere acyclovir. Ved videre fosforylering fra værtscellens egne kinaser og virussets thymidinekinase, får vi acyclo-GTP. Dette kan så ved frigivelse af to fosfater, indkorporeres i herpes DNA. Acyclo-GMP sætter sig fint på DNA kæden, men det har ikke noget 3'hydroxy-komponent, for videre bygning af herpes DNA. Herved sker der en kæde termination. Dermed vil herpes DNA ikke produceres til videre deling eller læses til produktion essentielle gener og proteiner.
Kvinden er på sigt bekymret for herpesinfektionen, da hun har hørt, at det er problematisk, hvis man får et udbrud, når man skal føde, og at der er risiko for at barnet får det. Du fortæller hende, at det skal hun ikke være bekymret for, når hun har haft infektionen, inden hun er blevet gravid.

Hvilke patologiske tilstande risikerer et barn at udvikle, når det er født af en kvinde med henholdsvis primær eller sekundær infektion, og hvilke komplikationer kan der opstå?
Ved en primær infektion af et barn gennem moderen vil der være mulighed for at barnet udvikler bl.a. neonatal herpes og keratitis. Ved neonatal herpes kan være meget farligt for barnet og give store komplikationer og bl.a. give problemer med udvikling af hjernen samt være dødelig, da barnet intet immunforsvar har for virussen. Ydermere kan udvikles herpes keratitis, hvilket er sårdannelse på cornea, der kan føre til arvæv og blindhed i værste tilfælde. De sekundære infektioner vil være langt mindre alvorlige pga. mekanismen beskrevet nedenunder. De vil klart mest udtrykke sig ved reaktiveringsudtryk, som dem moderen bl.a. præsenterer sig med fx herpes labialis og genitalis. HSV optræder nemlig typisk med reaktiveringssymptomer som fx sårdannelse omkring læber og mund.
Forskellen ligger i hvorvidt moderen har dannet hhv. IgM eller IgG antistoffer, hvoraf sidstnævnte vil overføres til barnets over placenta og beskytte barnet imod en infektion. Såfremt kvinden inden fødslen har haft sit primære herpes udbrud, da har moderen dannet IgG antistoffer som overføres via placenta til barnet og vil beskytte barnet imod herpes infektion. Dette er ikke tilfældet ved en primær infektion hvor det overvejende er IgM antistoffer som dominerer og ikke vil give barnet immunitet og beskyttelse imod herpes.
En 76-årig kvinde, som aktuelt er i behandling med cytostatika, søger egen læge grundet sviende og hyppig vandladning. Lægen mener, at der er tale om cystitis (blærebetændelse) og dette bekræftes med urinstix, som er positiv for leukocytter og nitrit. Lægen udskriver pivmecillinam og kvinden sendes hjem. Tre dage senere kommer kvinden ind på akutmodtagelsen. Hun er alment dårlig, er febril og har kulderystelser.
Du tager puls, blodtryk (BT) og respirationsfrekvens (RF):
Puls: 98
BT: 85/55
RF: 25

Urinstix viser fortsat infektion. Du mistænker, at patienten har en bakteriel sepsis udgået fra urogenitalsystemet.

Nævn hvilke initiale undersøgelser du vil lave
Jeg vil først foretage en bloddyrkning og andre relevante dyrkninger.

Dernæst vil jeg udrede for infektionsfokus, hvilket gøres med anamnese, objektiv undersøgelse, Apunktur inkl. laktat, urinstix- og dyrkning, røntgen af thorax og evt. lumbalpunktur, mikroskopisk diagnose af ekspektorat, ultralyd af abdomen og podning.

For at vurdere organpåvirkningen måles blodtryk, iltoptag(paO2), thrombocyttallet, kreatininniveauet og bilirubinniveauet.
En 76-årig kvinde, som aktuelt er i behandling med cytostatika, søger egen læge grundet sviende og hyppig vandladning. Lægen mener, at der er tale om cystitis (blærebetændelse) og dette bekræftes med urinstix, som er positiv for leukocytter og nitrit. Lægen udskriver pivmecillinam og kvinden sendes hjem. Tre dage senere kommer kvinden ind på akutmodtagelsen. Hun er alment dårlig, er febril og har kulderystelser.
Du tager puls, blodtryk (BT) og respirationsfrekvens (RF):
Puls: 98
BT: 85/55
RF: 25

Urinstix viser fortsat infektion. Du mistænker, at patienten har en bakteriel sepsis udgået fra urogenitalsystemet.

Forklar hvilke tanker du gør dig i forhold til initialt valg af antibiotika?
De mikrobiologiske undersøgelser viser, at der er tale om sepsis forårsaget af Klebsiella pneumoniae (K. pneumoniae).
Da urosepsis ofte forårsages af gram-negative bakterier vil det initiale valg af antibiotika være behandling med et udvidet spektrum pencillin eller et 3. og 4. generations cephalosporin (der ligeledes er effektive mod gram-negative bakterier). Mange af de gram-negative stave der forårsager urosepsis og UVI'er har veludviklede resistensmekanismer. E. Coli, der meget ofte forårsager denne type infektioner kan f.eks. danne en TEM type beta-laktamase eller ESBL. Det samme gør sig gældende for K. pneumoniae der også danner ESBL. Behandlingen kan desuden suppleres med IV indgift af et aminoglykosid som f.eks. gentamicin. Aminoglykosider er specielt indicerede ved bakteriæmier med gram-negative stave. Da det ligeledes viser sig at pivmecillinam ikke har virket må man overveje at give en kombinationsbehandling med piperacillin/tazobactam (der en kombination af et udvidet spektrum penicillin og en betalaktamasehæmmer) + gentamicin. Alternativt kan der gives meropenem som er et meget bredspektret syntetisk beta-laktam antibiotika.
Klebsiella pneumoniae er som sagt en gramnegativ bakterie med en særlig cellevæg bestående af et tyndt peptidoglykanlag og en ydre lipidmembran med et periplasmatisk rum mellem bakteriens cellemembran og peptidoglykanlaget. Den ydre lipidmembran består hyppigt af lipopolysakkarider (LPS) og ved nogle gramnegative bakterier mindre udgaver i form af lipooligosakkarider (LOS). LPS er meget antigent og genkendes af fx det innate immunsystems makrofager eller monocytter. Inden genkendelsen vil LPS binde til LPS-bindende protein i blodet og herefter genkendes af CD14 på cellerne, som vil aflevere LPS til et kompleks bestående af TLR4 og MD2. Ved binding til to af disse komplekser, vil disse interagere, og MD2 vil videreformidle intracellulære signaler, som opformerer en transkriptionsfaktor (NKkB) til produktion af en række proinflammatoriske cytokiner (bl.a. IL-6, INF, TNF). Disse cytokiner vil videre medføre en række effekter i området:
- Øget permeabilitet af karvæggen og vasodilation
- Stimulation af koagulerende mekanismer
- Inhibering af anti-koagulerende mekanismer
- Nedsat fibrinolyse
Derudover vil LPS også aktivere komplementsystemet, hvorved der blandt andet dannes komplementfaktorerne C3a og C5a, som er anafylaktiske. Disse medvirker til ovenstående effekter. Effekterne vil blandt andet resultere i en systemisk aktivering af koagulationssystemet, hvorved der dissemineret opstår trombeformation. Herved opbruges koagulationsfaktorerne, og der vil ske små mikroblødninger overalt i huden, som kan ses som små petekkier eller større purpura.
Effekterne vil også medføre hypotension, der efter tid kan medføre SHOCK. SHOCK, hypotension og trombedannelsen medfører nedsat ilttilførsel til kroppens organer, og der vil efterhånden opstå systemisk organdysfunktion. Hvis ikke der behandles, kan det i sidste ende medføre død. Overordnet set er det værd at bemærke, at sepsis i grunden skyldes en overreaktion fra immunsystemet på en infektion og ikke infektionen i sig selv.
En 76-årig kvinde, som aktuelt er i behandling med cytostatika, søger egen læge grundet sviende og hyppig vandladning. Lægen mener, at der er tale om cystitis (blærebetændelse) og dette bekræftes med urinstix, som er positiv for leukocytter og nitrit. Lægen udskriver pivmecillinam og kvinden sendes hjem. Tre dage senere kommer kvinden ind på akutmodtagelsen. Hun er alment dårlig, er febril og har kulderystelser. Du tager puls, blodtryk (BT) og respirationsfrekvens (RF): Puls: 98 BT: 85/55 RF: 25 Urinstix viser fortsat infektion. Du mistænker, at patienten har en bakteriel sepsis udgået fra urogenitalsystemet. De mikrobiologiske undersøgelser viser, at der er tale om sepsis forårsaget af Klebsiella pneumoniae (K. pneumoniae). Relater de kliniske symptomer patienten har til de patofysiologiske mekanismer ved sepsisKvinden er febril, hvilket skyldes immunsystemets reaktion på infektionen da der produceres pyrogene cytokiner, der centralt påvirker enzymet COX2 til at producere prostaglandiner, der påvirker hypothalamus til at sætte temperatur-set-pointet højere, hvorved der sker en række processer, som øger kropstemperaturen. Inden kropstemperaturen når det nye "set-point", "narres" kroppen til at tro, at den ikke er varm nok, og man oplever at fryse og har kulderystelser (har kvinden også). Kulderystelser er desuden en af mekanismerne til at øge kropstemperaturen. Kvindens blodtryk er meget lavt, hvilket skyldes den perifere vasodilation og øget kapermeabilitet forårsaget af de proinflammatoriske cytokiner og anafylatoksinerne. Pulsen er til gengæld høj, hvilket også skyldes hypotensionen: Hjertet prøver at kompensere for det lave tryk og pumper derfor kraftigere og hurtigere, hvorved pulsen stiger. Respirationsfrekvensen er også høj, hvilket er en kompensation for det lave ilttryk i blodet og hypoxien i vævet. At kvinden er alment dårlig skyldes den systemiske infektion.